Mette's 1999 Holiday Letter

15 dec 1999

Kære familie og venner!

Så er det tid til den årlige julehilsen, og for at holde traditionen i hævd er jeg kommet alt for sent i gang med skriveriet. I samme anledning kommer jeg til kun at sende fællesbrevet afsted, hvorimod i må undvære det kort der normalt følger med.

Heldigvis er det kun tiden der er løbet fra mig .... det kunne have været meget værre når man ser sig omkring. Vi er lige kommet hjem fra en tur til Sjælland, der på hjemvejen bragte os omkring Kolding. Det var uhyggeligt at se hvad stormen havde udrettet i det område. Store gårde hvor hele længer på det nærmeste var jævnet med jorden, og huse hvor hele gavle og tage var borte. - Vi har kun mistet det halve af en gammel ask, der beklageligvis lagde sig i mit depot af genbrugstegl. Jeg er ikke klar over hvor mange jeg reelt har mistet, men det er blevet til en del. I faldet tog det en god del af hegnet ind til Palsgårds gran'er, men det har vi vist faæt på ret køl igen. Et par tegl var slået ud af kurs, men det har Denver ordnet. Så alt i alt kommer vi ikke til at belaste forsikringsselskabet. Det er kun almindelig oprydning, for jeg skal love for at der blev flyttet rundt på sagerne.

Året 1999 startede med Denver i USA. Han skulle over og se til familien sidste jul - og endte med at blive et par måneder og lidt til, da hans mor var meget syg. Hun døde i januar efter Denver havde boet hos hende og passet hende de sidste uger. Tiden derovre i sidste omgang har bragt ham en del nærmere familien, som han nok snart skal over og se til igen. Han savner jo til stadighed sine drenge!!

Under Denvers fravær fik jeg, som sædvanligt udrettet en del. Vi havde jo sammen startet de grunlæggende tiltag til nyt køkken, som blev leveret før jul. Men ting tager tid, så vi skulle nu godt ind i januar, før det var klar til brug. Det har ændret hele huset mere end jeg havde forestillet mig, og det var en god fornemmelse at skille sig af med de stakke af køkken- brochurer og andet papir, der havde fyldt op såvel fysisk som mentalt de sidste år.

Sidste sommer fik jeg endelig bestemt mig for et gulv ude i det lille vindfang. Men det var såmænd det mindste skridt der blev taget ved den lejlighed. Efter et forsøg på at få lagt gulvet, der hurtigt blev afbrudt af Denvers velmenende råd og anvisninger, skete der ikke mere, før jeg havde fred til at lægge det uden nogen form for indblanding. Det blev nytårsdag - en passende måde at starte det nye år på. Og resultatet er godt. Denver ..... ja, han er imponeret over hvad der kan udrettes UDEN lineal og vinkelmåler. Fliserne er små, uregelmæssige og tykke, så fugningen var noget af et arbejde; men jeg har mod på flere gulve. Det er bare et spørgsmål om at finde midlerne til at komme videre med sidebygningen. Så skal jeg nok få min lyst styret!! Ja, som i nok kan forstå er der stadig gang i renoveringen af mit gamle hus. Mange undrer sig over hvor lang tid det kan tage, og det kunne måske nok være klaret noget hurtigere; men pengene skal altså også lige kunne følge med, og det ER et omfattende projekt, hvor ALLE detaljer er medtaget.

Opdateringen på vores lille families gøren og laden er jo hurtigt klaret. Jeg begyndte i foråret at arbejde lidt ved siden af mit faste job på Privathospitalet Mølholm i Vejle. Det er resulteret i at jeg har fået tilbudt et vikariat pr 1/2 2000 og 7 mdr. frem. Jeg har fået orlov fra min faste stilling og glæder mig til at prøve noget andet i en periode. Udsigten til at skulle væk i en periode har også sat de forhold i focus, som jeg sætter pris på i mit nuværende job; så jeg nu også glæder mig til at komme tilbage. Bl.a. den akutte kirurgi er jeg meget glad for at arbejde med, og det bliver der jo ikke noget af. - Mit gamle job som souschef er jeg jo sluppet ud af. Efter længe at have vidst at det bare ikke var noget for mig, blev der langt om længe en stilling i afdelingen, som så blev min. Det betyder, at jeg er tilbage på OP-stuerne og får lov at arbejde med det håndværk, som jeg nu engang sætter pris på.

Denver fortsætter stædigt sin skolegang, selvom han har sine problemer med det danske. Han skiftede klasse efter sin lange USA-tur, og startede på et niveau hvor han skulle kunne være med. MEN det er stadig ikke let for ham. Jeg er heller ikke for god til at holde fast. Burde nok være konsekvent med at tale dansk herhjemme. Men så piv'er han vist også, og min magelighed fejler jo heller ingenting.

I september var vi med mor og Kaj 14 dage på Mallorca, som jeg ikke har oplevet siden de boede dernede. Mor ville jo så gerne vise Denver øen, der, trods sit ry som grisefesternes og den dårlige smags højsæde, er dejlig. Der er dog ved at være rigeligt med mennesker, som man falder over hvor- og nårsom helst. Vi holdt til på hotel i Alcudia, hvor man finder den bedste strand i området, men fortrak til Pollenca når ikke der var strand og badeliv på programmet. Vejret var perfekt med 40 grader i skyggen. Hvad mere kan man forlange når man sidder en sur efterårsdag i DK og fryser? - Vi havde under hele opholdet bil. For en kortere periode (fordi den var lidt for ussel) en VW (bobble) cabriolet. Det har altid været min ønskebil, og nogle dage med den har ikke taget lysten fra mig til at eje en sådan.

Dagslyset er nu ved at indfinde sig og hunden (som også trives og har det godt) er blevet lovet en tur i skoven. Så jeg vil trække mig tilbage til de daglige gøremål og lidt juleri. I Ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt og muntert nyt årtusinde. - RIGTIG GOD FEST!!!!!!

De kærligste hilsner herfra.

Back


Copyright ©2006, DD & MT. All rights reserved.